Maleriet viser indgangen til Anna og Michael Anchers hjem, Ancher Hus, på Markevej i Skagen, der i dag er er museum.
Skagen Turistforening gav værket til Skagens Museum i 1908, som det første værk i det nyoprettede museums samling. Samme år gav turistforeningen yderligere tre billeder af Holger Drachmann, og disse fire billeder udgør grundstammen i museets samling. Allerede ved indvielsen af museets hovedbygning i 1928 var samlingen vokset til 325 værker. Skagensmalerne donerede også en betragtelig del af deres egne værker, og hotelejer Degn Brøndum testamenterede sin kunstsamling, inklusive Brøndums spisesal, til museet. Også fonde som Ny Carlsbergfondet bidrog til samlingen med generøse donationer af værker.